blaablok.jpg

 

Ny regering vil øge spaltningen i vores samfund


Af formand for LO-Aarhus, Ole Christiansen

I weekenden var der landsmøde i partiet Venstre. Det var regnvejr, så i stedet for at løbe en tur, satte jeg mig godt tilrette i sofaen og tændte for mit TV.

I stedet for 45 minutters fysisk træning ville jeg høre Lars Løkke Rasmussens tale til landsmødet. Det handler jo om at få pulsen op!

Statsministeren havde lidt svært ved at komme i gang, men han fik talt sig varm og blev veltalende, som når han er bedst, morsom og nærværende.

Statsministeren fortalte om sin søn, der i forbindelse med en afsluttende eksamen på CBS (Copenhagen Business School - Handelshøjskolen) holdt en fest sammen med kammeraterne.

Under hele festen blev der talt formfuldendt engelsk, på trods af at de var pære danske, på nær én. Som statsministeren ikke uden stolthed bemærkede, noget bedre end det engelske, han præsterede, men endnu vigtigere, så beskrev han de unge menneskers åbenhed over for verden og globaliseringen.

Som kontrast til den optimisme og tro på fremtiden, som Lars’ søn og vennerne havde, beskrev statsministeren en cykeltur, han havde haft med LØKKEDRENGENE, unge mænd med rod i tilværelsen og på kanten af samfundet.

De var modsat Løkke junior ikke særligt optimistiske, tværtimod beskrev Lars Løkke deres angst for fremtiden, angst for hvordan deres liv skulle arte sig.

Statsministeren beskrev glimrende den spaltning, der er ved at ske i vores land, forskellen på mulighederne for dem, der var heldige at trække kortet, som giver velstand og muligheder, eller dem, der er uheldige og i stedet trak kortet for fattigdom og barriere.

Lars Løkke advarede mod håbløshed og forklarede, at det skabte grobund for yderligtgående kræfter.

Men løsningerne, hvordan vi skal adressere den spaltning, han så flot fik beskrevet, der stopper min beundring til gengæld. Statsministeren ved jo ganske godt, at hans politik skaber flere LØKKEDRENGE. Kontanthjælpsloftet rammer især enlige mødre, og på den måde så bidrager Lars Løkkes politik da netop til spaltningen af vores land, når uddannelsessystemerne, folkeskole og tekniske skoler tvinges til at spare, når SU’en bliver mindre, så rammer det da LØKKEDRENGENE og cementerer spaltningen.

Lars Løkke Rasmussen er bagud på point, meningsmålingerne er i RØDT, og han afsluttede da også talen til landsmødet i Venstre med meddelelsen om, at han vil forsøge at danne en ny regering, sammen med De Konservative og Liberal Alliance.

At den nye konstellation blot vil øge uligheden og spaltningen af vores land, er jeg desværre sikker på.

Jeg fik ingen løbetur i weekenden, men alligevel var pulsen godt oppe. Klar til det valg, der forhåbentligt kommer snart.