De fleste har sikkert opdaget, at vi netop har fået et kontanthjælpsloft herhjemme. Det blev indført med virkning fra 1. oktober, og medierne beretter jævnligt om, hvordan nogle kontanthjælpsmodtagere nu kæmper en hård, daglig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Der er folk, der ikke længere har råd til deres husleje. Der er enlige forsørgere, der må se deres børn vokse op i endnu større fattigdom.

 

Jeg bryder mig ikke om kontanthjælpsloftet. Konsekvenserne er alt for voldsomme – og alt for vilkårlige, fordi reglerne fortolkes forskelligt i kommunerne. Heldigvis er kontanthjælpsloftet ikke kommet for at blive. En ny regering vil sikkert fjerne det, så det er ikke her, min største bekymring ligger.

 

Nej. Min største bekymring handler om de forråede og nedladende kommentarer rettet mod kontanthjælpsmodtagerne, som vi kan læse på blandt andet sociale medier – og høre i debatudsendelser. Vi har set samme tendens over for eksempelvis flygtninge og fattige afrikanere, som i drømmen om bare en lille smule velstand drager mod nord og ender som flaskesamlere og hjemløse.

 

Det er som om, det er blevet aldeles legitimt at sparke nedad. At sparke på dem, der i forvejen ligger ned. Det er på alle måder en trist udvikling, som skriger imod alle de værdier, jeg er vokset op med. I Danmark hjælper vi de svageste. Alt andet er udansk.

 

Vi stiller selvfølgelig også krav til folk. Hvis voksne mennesker er i stand til at arbejde, skal de naturligvis stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis de vil have kontanthjælp. Men det forudsætter altså, at der er arbejde til folk.

 

Det er der ikke for tiden – og de regler, der er opstillet for at undgå kontanthjælpsloftet, er svære at efterleve for ganske mange.  Og det hjælper dem bestemt ikke, at beskæftigelsesministeren stiller sig op og siger til 24.100 berørte kontanthjælpsmodtagere, at ”de da bare kan gå ned i jobcenteret og bede om nogle timers arbejde”. Den underliggende tone i det udsagn er med til at opmuntre alle dem, der sparker ud efter de svageste og siger ”I kan da bare…”.

 

Hvis den udvikling fortsætter, bliver vi en splittet nation. Et splittet folk. Mit lille, lønlige håb er, at vi holder op med at råbe efter hinanden og i stedet begynder at tale ordentligt til og om hinanden. Igen.

Stanley Bach Mortensen,

Formand LO Viborg