Fra fattiggården til folkepensionen
Af: Ole Christiansen, Formand LO-Aarhus

Danmark er et af verdens rigeste lande.
Det har vi været i mange år, og faktisk er vores rigdom vokset proportionalt med, at borgerne i vores land har fået rettigheder, som sikrer et økonomisk grundlag for den enkelte, når vi blev udsat for en begivenhed, som ændrer vores evne til at forsørge sig selv. Rettigheder for befolkningen og rigdom i samfundet er gået hånd i hånd igennem historien.

Vejen fra individuel kristen medlidenhed til fælles ansvar og en lovfæstet ret til hjælp ved alderdom eller invaliditet har været lang og snoget, men vi kan i dag rose os af at have et land, hvor vores ældre ikke behøver tigge sig igennem alderdommen.
Folkepensionen er en sikkerhed og en ret, som vi har grund til at være stolte af!
Den sikrer, at alle kan få en anstændig og værdig alderdom.

For 25 år siden satte visionære fagforeningsfolk arbejdsmarkedspensionen på dagsordenen. I dag indbetaler de fleste 12-15% af lønnen ind til en arbejdsmarkedspension, og den er i dag et fremragende supplement til den almindelige folkepension.
Virkelighedens verden tegner dog også et andet billede: Der er en stor gruppe på det danske arbejdsmarked, som aldrig får glæde af arbejdsmarkedspensionen – eller i hvert fald ikke ret meget af den. Det gælder de grupper, som får den laveste løn, begynder at arbejde allerede som 16-17årige, som har det mest nedslidende arbejde og som har en markant overdødelighed i forhold til resten af samfundet.
Denne gruppe i det danske samfund lever i gennemsnit ca. 10 år kortere tid end den øvrige befolkning.

Eller sagt med andre ord, de dør før de når at få glæde af folkepensionen. Til gengæld har mange haft en lang sygehistorie som resultat af eksempelvis nedslidning, hvor de har været placeret på en førtidspension, efterløn eller i et flexjob. Prisen for denne nedslidning er udover sygdommen i sig selv en mindre arbejdsmarkedspensions opsparing.

På Christiansborg slot sidder indenrigsminister Claus Hjort Frederiksen, venstre.
Han mener, at vi sagtens kan sætte folkepensionsalderen op til 68 år allerede fra 2025

Arbejdstilsynet beskæres med 125 medarbejdere, hvilket svarer til 25 %. Det resulterer i, at flere nedslides tidligere i deres arbejdsliv og færre bliver gamle nok til kunne oppebære en folkepension.

At reformen rammer med en brutal social slagside betyder åbenbart intet for regeringen.
Hvis man kan tage indledningens påstand, at samfundets rigdom voksede proportionalt med udviklingen af sociale rettigheder for pålydende, er der risiko for, at samfundet ligeledes bliver fattigere i takt med, at de selvsamme rettigheder forringes.

Så hold dog op med det!