EU - blive eller skride?
Af Ole Christiansen, Formand LO-Aarhus

Jo Cox, socialdemokratisk medlem af det engelske parlament blev myrdet på åben gade, få dage før folkeafstemningen om Storbritannien skulle forblive i eller forlade EU.

Hun blev offer for den dybe splittelse og voksende ekstremisme vi oplever i Europa i disse år.
Yderligtgående politiske kræfter forsøger at udnytte konsekvenserne af finanskrisen, arbejdsløsheden og håbløsheden.
Derfor giver det lidt fred i sindet, at danskerne er så enige om, at vi gerne vil fællesskabet i EU, eller sagt på en anden måde, den seneste meningsmåling viser, at færre end 30% af de adspurgte ønsker at forlade Den Europæiske Union.

Efter min opfattelse er EU garanten for et demokratisk Europa.
At stille spørgsmål ved det europæiske projekt, giver mig en grundlæggende frygt for, at Europa igen bliver splittet op i konkurrerende nationalstater.

EU er jo den positive konsekvens af 2 ødelæggende verdenskrige, der havde udspring i Europa. Vi må aldrig tillade, at en tredje verdenskrig udløses - freden er EU´s højeste mål.

Polen og Ungarn er medlemslande, som har ultra-nationalistiske regeringer, og som grundlæggende forbryder sig mod det demokratiske grundlag EU står for. Derfor er der også brug for mere EU og mere demokrati i EU, så fællesskabet kan sætte de yderliggående politiske kræfter stolen for døren.

Men bortset fra storpolitik, er det også en tør konstatering af, at fagbevægelsen står på skuldrende af demokratiet. I alle totalitære stater er et af de første ofre, fagforeningerne og arbejdernes ret til at organiserer sig og forhandle kollektive aftaler.
Englands fagforeninger anbefalede at blive i EU - baggrunden var den enkle, at de rettigheder Englands lønmodtagere har, efterhånden kun er de arbejdsmarkedslove og direktiver, der er vedtaget i Bruxelles.

Den Europæiske Union har et ansvar for at sikre, at de millioner af fattige og arbejdsløse europæere får et ordentligt og velbetalt arbejde
Jeg skal være den første til at indrømme, at arbejdskræftens frie bevægelighed og mangel på respekt for nationale overenskomster er en stor udfordring, men nye grænser og højere hegn løser ikke problemet.

Tværtimod skaber det yderligere grobund for de kræfter, som berøvede Jo Cox livet og lige så hensynsløst stræber efter at afskaffe demokratiet.

Jeg stemmer for at BLIVE!