LO VIBORG: KATASTROFALE NEDSKÆRINGER I ARBEJDSTILSYNET

Arbejdstilsynet er skåret voldsomt ned ved de sidste to finanslove. Udover fyringer har de tilsynsførende sidste år fået forringet deres arbejdsvilkår.

Hertil kommer at mange ansatte som følge af et dårligt arbejdsmiljø selv har sagt op og fundet nyt arbejde. Ifølge de nyeste tal er ca. 245 tilsynsførende ved AT i dag med ca. 400 i 2013.

Arbejdstilsynet har mistet viden og ekspertise, som det vil tage år at genopnå. Der er således næsten tale om en halvering af antal tilsynsførende til at rykke ud til de meste belastede brancher og virksomheder.

Det er en helt katastrofal nedskæring på den institution, der skulle spille en central rolle i forebygge arbejdsskader og sikre et godt arbejdsmiljø med tryghed og trivsel på arbejdet. Desværre er der ikke tegn i sol og måne på at udviklingen vil blive vendt til det bedre – Arbejderbeskyttelse har lav prioritet i dagens Danmark.

Hertil kommer, at skiftende regeringer har presset syge og arbejdsløse med så lave fattigdomsydelser, at mange er parate til at tage hvilket som helst arbejde – uanset hvor ringe sikkerhed og arbejdsmiljø måtte være.

Mange faglærte og ufaglærte med hårdt fysisk arbejde bliver nedslidte inden de når efterløns-og pensionsalderen.

Politikerne har hævet pensionsalderen og vil have os til at blive endnu længere på arbejdsmarkedet. Et godt og sikkert arbejdsmiljø er en forudsætning for et længere arbejdsliv.

De drastiske nedskæringer på den institution, der spiller en helt afgørende rolle for et godt arbejdsmiljø skriger til himlen af vanvid.

Stanley Bach Mortensen, formand LO Viborg